Beretning fra Egå Tun Star 2024

Two star kapsejladsen, Egå Sejlklubs ”Egå Tun Star”, blev afholdt i weekenden 31. august – 1. september med deltagelse af 28 både. Kapsejladsen blev gennemført med Tunø om bagbord idet løbsledelsen forsøgte at undgå vindstille områder. Vi fik forrygende flot vejr og også god vind for det meste, dog løjede vinden mellem Tunø Knob og Tunø om lørdagen, hvilket gav bådene udfordringer med fremdriften i ca. 1 knobs modstrøm. Det lykkedes mandskabet på Melges 24, Team Judas, at komme igennem området først og passere målstregen udenfor Tunø Havn med et pænt forspring. 7 både faldt desværre for tidsgrænsen, men de fleste nåede i mål lørdag inden for 6 timer.

På grund af det fantastiske vejr var der mange både i og udenfor Tunø havn, så Vagn havde haft travlt med at holde på reservationen til kapsejladsbådene. Det lykkedes at få alle bådene i havn og fortøjet til kaj eller til andre både.

15m2 Jollenkreuzer Wonder i Tunø havn

Da de sidste både inklusive dommerbåden var kommet i havn samledes alle sejlere til moleøl og refleksioner fra sejlturen. På Mejeriet Tunø blev der serveret en 3-retters menu bestående af forret af lynstegt tun, derpå nakkesteg af Gambogård gris med Tunø kartofler og grøntsager og som dessert brownie med vaniljeis. Før middagen blev båden Wonder og dens besætning, Torbjørn og Andreas kåret til dagens højdepunkt fordi 15m2 Jollenkreuzer’en er den hidtil mindste deltagende båd i kapsejladsen, den eneste der er lavet af træ, og fordi mandskabet var så flinke at ”vente” på resten af feltet ved Tunø Knob.

Søndagens sejlads bød på masser af vind og alle både ræsede tilbage til Egå på kort tid. Det var et smukt syn at se feltet komme ind i Aarhus Bugten. Spændingen om placeringer blev bevaret indtil langt ind i Aarhus bugt og de fleste af os regnede med at både Team Judas og J’ouvert ville komme til at stryge deres genakkere og sejle bidevind et godt stykke inden mållinjen. Det lykkes dem nærmest at sejle med genakker hele vejen til mållinjen. Team Judas måtte plukke genakkeren, medens J’ouvert kunne fortsætte til få meter før mållinjen. Flot sejlet!

Tak for en fantastisk weekend til deltagerne og dem, som gjorde det muligt! Tak til sponsorerne AFI Marine, Gedde & Ko – reklamebyro samt Italienske Vine & Delikatesser! Vi glæder os til at se jer igen til næste år.

J/120’eren J’ouvert sejler over målstregen søndag som første båd

Se billeder fra sejladsen:
Sejlads (78 billeder)
Tunø (4 billeder)
Præmieuddeling (11 billeder)

Resultater:
Lørdag – Egå til Tunø
Søndag – Tunø til Egå
Samlet